| |
Dato |
Begivenhed(er) |
| 1 | 1080 | - 1080—1086: Knud 4. den Hellige - konge
Knud 4. den Hellige (d. 10.7.1086), konge af Danmark 1080-86. Knud deltog i sin ungdom i flere togter til England for at fordrive Vilhelm Erobreren. Som søn af Svend 2. Estridsen søgte han 1076 forgæves valg til den danske trone. Først da broderen, Harald 3. Hen, døde i 1080 opnåede han valg og søgte derefter at rejse styrker til generobring af England. Den 10. juli 1086 blev han imidlertid dræbt af utilfredse undersåtter i St. Albani Kirke i Odense. År 1100 blev han helgenkåret af paven, og hans jordiske rester blev derefter skrinlagt i St. Knuds Kirke tæt ved drabsstedet.
|
| 2 | 1086 | - 1086—1095: Oluf 1. Hunger - konge
Oluf 1. Hunger (d. 1095), konge af Danmark 1086-95, broder til Knud 4. den Hellige. Under dennes forberedelser til togtet mod England lod han Oluf fængsle, fordi han tvivlede på hans loyalitet. Efter Knuds voldsomme død kåredes Oluf imidlertid af stormændene til konge. Om karakteren af hans styre er vi slet underrettet. Tilnavnet Hunger fik han som led i bestræbelserne for at få Knud helgenkåret, hvor tiden efter dennes død bevidst skildredes i mørke farver.
|
| 3 | 1095 | - 1095—1103: Erik 1. Ejegod - konge
Erik 1. Ejegod (ca. 1056-1103), konge af Danmark 1095-1103. Han deltog på Knud 4. den Helliges side i de kampe, der førte til kongens død. Under Oluf 1. Hungers regering levede han i eksil, men blev ved dennes død valgt til konge. Han virkede energisk for broderens helgenkåring. Efter at dette i 1100 var lykkedes, og efter at han ligeledes havde opnået godkendelse af den nordiske kirke som selvstændigt ærkesæde, tiltrådte han en pilgrimsrejse til Jerusalem. Han døde imidlertid undervejs på Cypern, hvor han begravedes.
|
| 4 | 1104 | - 1104—1134: Niels - konge
Niels (d. 1134), konge af Danmark 1104-34. Som den sidste overlevende af Svend 2. Estridsens sønner valgtes han i 1104 til konge. Han støttede varmt helgenkulten omkring Knud 4. den Hellige og virkede for en stærk verdslig kongemagt i samarbejde med kirken. Hans støtte til sønnen Magnus efter dennes drab i 1131 på Erik 1. Ejegods søn, Knud Lavard, udløste imidlertid en borgerkrig, som Niels tabte i slaget ved Fodevig 1134. Tre uger efter dette slag blev den flygtede konge dræbt af borgere i Slesvig.
|
| 5 | 1134 | - 1134—1137: Erik 2 Emune - konge
Erik 2. Emune (d. 18.7.1137), konge af Danmark 1134-37, søn af Erik 1. Ejegod. Han stod på sin halvbroder, Knud Lavards side i opgøret med Kong Niels og dennes søn Magnus. I løbet af sin korte regeringstid grundlagde han Ringsted Kloster og søgte at få Knud Lavard kanoniseret. Kong Erik blev dræbt under et tingmøde den 18. juli 1137 og blev derefter stedt til hvile i Ribe Domkirke. Hans tilnavn betyder ”den altid huskede”.
|
| 6 | 1137 | - 1137—1146: Erik 3. Lam - konge
Erik 3. Lam (d. 27.8.1146), konge af Danmark 1137-46. Som søn af Erik 1. Ejegods datter Ragnhild (d. 1152) var han den nærmeste kandidat til tronen efter drabet på Erik 2. Emune. Kong Erik var – som hans tilnavn også indikerer – et fromt menneske. Han begunstigede de kirkelige institutioner, derunder især St. Knuds Kloster i Odense, hvortil han kort før sin død trak sig tilbage efter frivilligt at have givet afkald på tronen.
|
| 7 | 1146 | - 1146—1157: Svend 3., Knud 5., Valdemar 1. - konger
Svend 3. Grathe, Knud 5. og Valdemar 1. den Store. Efter Erik 3. Lams abdikation i 1146 valgte de østdanske stormænd Erik 2. Emunes søn, Svend 3. Grathe (d. 1157) til konge, mens jyderne valgte Knud 5. (d. 1157), der var søn af Kong Niels’ søn Magnus, Knud Lavards banemand. Efter tysk mægling blev Svend enekonge, mens Knud (5.) og Knud Lavards søn, Valdemar (1.) fik betydelige len. Forliget var imidlertid skrøbeligt, og i 1154 tog både Knud og Valdemar kongenavn. Efter fornyet tysk pres opnåedes der i 1157 enighed om deling af riget, således at Svend fik Skåne, Knud Sjælland og Valdemar Jylland. Da parterne den 9. august 1157 mødtes i Roskilde for at bekræfte forliget, søgte Svend at dræbe de to andre, hvorfor mødet huskes som ”Blodgildet i Roskilde”. Derunder blev Knud dræbt, mens Valdemar undslap. Ved et efterfølgende slag på Grathe Hede faldt Svend, og Valdemar stod derefter som sejrherre tilbage som konge over hele Danmark.
|
| 8 | 1157 | - 1157—1182: Valdemar 1. den Store - konge
Valdemar 1. den Store (1131-82), konge af Danmark 1157-82. Efter borgerkrigen 1146-57 stod Valdemar tilbage som sejrherre, og som søn af Erik 1. Ejegods ægtefødte søn Knud Lavard kåredes han til Danmarks konge. Understøttet af den sjællandske stormandsslægt, Hviderne, hvis førende skikkelser var Absalon og broderen Esbern Snare, opbyggede han en stærk kongemagt. Rigsenheden styrkedes af de sejrrige kampe mod venderne, kulminerende med erobringen af Rügen i 1169. Ved sin død efterlod han en stærk kongemagt og et samlet rige. Han er gravsat i St. Bendts Kirke i Ringsted.
|
| 9 | 1182 | - 1182—1202: Knud 6. - konge
Knud 6. (1163-1202), konge af Danmark 1182-1202. Med støtte fra den mægtige sjællandske stormandsslægt, Hviderne, blev Knud allerede i faderens, Valdemar 1. den Stores levetid valgt til hans efterfølger. Han videreførte faderens konsolidering af kongemagten og gennemførte tillige en ekspansionspolitik i Nordtyskland, der gjorde Danmark til Nordeuropas stærkeste stat. Fra hans tid stammer titulaturen ”de venders konge”, der indtil 1972 indgik i den danske kongetitulatur.
|
| 10 | 1202 | - 1202—1241: Valdemar 2. Sejr - konge
Valdemar 2. Sejr (1170-1241), konge af Danmark 1202-41. Da broderen Knud 6. døde i 1202, kåredes Valdemar til hans efterfølger. I hans regeringstid nåede Valdemarernes rige sin største udstrækning, kulminerende med erobringen af Estland i 1219, hvor Dannebrog ifølge legenden dalede ned fra himlen. Derefter gik det imidlertid ned ad bakke, og nederlaget ved Bornhøved i 1227 satte en stopper for den kortvarige stormagtsstatus. Fra hans regeringstid stammer Jyske Lov 1241. Han er gravlagt ved sin faders side i St. Bendts Kirke i Ringsted.
|
| 11 | 1241 | - 1241—1250: Erik 4. Plovpenning - konge
Erik 4. Plovpenning (1216-50), konge af Danmark 1241-50. Som ældste søn af Valdemar 2. Sejr efterfulgte han denne på tronen. Hans regeringstid blev præget af stridigheder med broderen Abel, hertug af Sønderjylland. Uoverensstemmelserne udartede til regulær krig, der tvang kongen til at udskrive en særlig plovskat, hvilket gav ham sit tilnavn. Under et af disse opgør blev Erik snigmyrdet af Abels mænd og hans lig kastet i Slien nær Slesvig by. Hans jordiske rester blev 1258 overført til St. Bendts Kirke i Ringsted.
|
| 12 | 1250 | - 1250—1252: Abel - konge
Abel (ca. 1218-52), konge af Danmark 1250-52. Som næstældste søn af Valdemar 2. Sejr blev Abel 1232 hertug af Sønderjylland. Efter mordet på broderen, Erik 4. Plovpenning, blev han kåret til dansk konge, støttet af den indflydelsesrige Hvide-slægt, efter ved ed at have afsvoret sig enhver forbindelse med broderens død. Han nåede imidlertid kun at regere i godt halvandet år. Under et felttog mod friserne i 1252 faldt han og gav dermed plads på tronen for sin yngre broder, Christoffer 1.
|
| 13 | 1252 | - 1252—1259: Christoffer 1. - konge
Christoffer 1. (ca. 1219-59), konge af Danmark 1252-59. Som yngste søn af Valdemar 2. Sejr havde Christoffer fået tildelt Lolland og Falster som len; men ved Kong Abels død kåredes han til dennes efterfølger. Hans regeringstid blev stærkt præget af de åbne stridigheder mellem stat og kirke, der kulminerede med kongens arrestation af ærkebiskop Jakob Erlandsen i 1259 – samme år, som Christoffer 1. døde og blev gravlagt i Ribe Domkirke.
|
| 14 | 1259 | - 1259—1319: Erik 6. Menved - konge
Erik 6. Menved (1274-1319), konge af Danmark 1286-1319. Som søn af Erik 5. Klipping var han allerede i 1276 blevet hyldet som faderens efterfølger. Ved dennes død var han endnu umyndig og tiltrådte først 1293 regeringen. Denne kom til at bære præg af den fortsatte strid mellem stat og kirke, kulminerende med fængslingen af ærkebiskop Jens Grand i 1294. Kongen søgte med et vist held at genoptage Valdemar 2. Sejrs ekspansionspolitik i Østersøen. Han døde barnløs i 1319 og blev gravlagt i St. Bendts Kirke i Ringsted.
|
| 15 | 1319 | - 1319—1332: Christoffer 2. - konge
Christoffer 2. (1276-1332), konge af Danmark 1319-32. Som Erik 6. Menveds yngre broder fulgte han denne på tronen i 1319 og måtte som den første danske konge udstede en valghåndfæstning, der satte strenge betingelser for udøvelse af kongemagten. For at indfri broderens store krigsgæld måtte han pantsætte det meste af riget til tyske kreditorer, der i årene 1326-29 indsatte den unge Valdemar (3.) af Sønderjylland som marionetkonge. Efter kongens tilbagevenden i 1329 blev han selv nærmest kreditorernes marionet. Han blev ved sin død gravsat i Sorø Kirke, og de følgende otte år stod tronen ledig.
|
| 16 | 1332 | - 1332—1340: Valdemar 4. Atterdag - konge
Valdemar 4. Atterdag (ca. 1320-75), konge af Danmark 1340-75, yngste søn af Christoffer 2. Valdemar voksede op ved den tyske kejsers hof, og med støtte derfra blev han accepteret som dansk konge straks efter Niels Ebbesens drab på den holstenske storkreditor, grev Gerhard i 1340 ved Randers. Systematisk og med stor handlekraft samlede han sit splittede, pantsatte rige og genopbyggede kongemagten. En særlig triumf var erobringen af Gotland i 1361. Ved sin død på sit elskede Gurre efterlod han et stærkt, genrejst rige.
|
| 17 | 1375 | - 1375—1387: Oluf 2. - konge
Oluf 2. (1370-87), konge af Danmark 1375-87 og tillige af Norge 1380-87, søn af Kong Håkon 6. af Norge og Valdemar 4. Atterdags datter Margrete (1.). Ved Valdemar 4. Atterdags død blev den da kun 5-årige Oluf valgt til dansk konge med sine forældre som formyndere. Håkon 6. døde i 1380, hvorefter Oluf også blev konge af Norge med moderen som formynder. Oluf døde imidlertid allerede i 1387 uden at efterlade sig arvinger. Han blev gravsat i Sorø Klosterkirke.
|
| 18 | 1387 | - 1387—28 okt. 1396: Margrete 1. - dronning
Margrete 1. (1353-28.10.1412), dansk-norsk-svensk regent, dronning af Norge, yngste datter af Valdemar 4. Atterdag. Ved faderens død i 1375 blev hun sammen med sin ægtefælle, Kong Håkon 6. af Norge indsat som formynder for sin mindreårige søn, Oluf 2., der valgtes til dansk konge. Ved Håkon 6.s død i 1380 blev hun tillige formynder for sønnen i Norge. Ved dennes død i 1387 blev hun i Danmark kåret til ”fuldmægtig frue og husbond og det ganske rige Danmarks formynder”. Kort efter fik hun den tilsvarende titel i Norge og i 1388 også i Sverige, der var plaget af dynastisk strid. Med dette som udgangspunkt oprettede Margrete 1. i 1397 Kalmarunionen, der forenede de tre nordiske riger under hendes ledelse. Ved sin død blev hun stedt til hvile i Sorø Klosterkirke, men blev siden overført til Roskilde Domkirke.
|
| 19 | 1396 | - 1396—1439: Erik 7. af Pommern - konge
Erik 7. af Pommern (ca. 1382-1459), konge af Norge 1389-1439, af Danmark 1396-1439 og unionskonge 1397-1439, fostersøn af Margrete 1. Indtil Dronning Margretes død i 1412 lå styret af Kalmarunionen i hendes hænder. Derefter videreførte Erik 7. hendes kamp for at knytte Slesvig fast til riget. Som en nyskabelse indførte han i 1429 Øresundstolden, der i ændret skikkelse bestod indtil 1857. Som følge af interne konflikter blev han i 1439 afsat som unionskonge og tog derefter i en periode ophold på Gotland, hvorefter han indtil sin død levede i Rügenwalde i Pommern.
|
| 20 | 1440 | - 1440—1448: Christoffer 3. af Bayern - konge
Christoffer 3. af Bayern (1416-48), unionskonge 1440-48, nevø af Erik 7. af Pommern. Som konge viste han sig som en dygtig politiker, der formåede at holde de tre unionslandes rigsråd i skak og styrke kongemagten efter svækkelsen i forbindelse med Erik 7.s afsættelse i 1439. Han døde barnløs på Helsingborg Slot og blev gravsat i Roskilde Domkirke. Ved hans død gik kongemagten over til den oldenborgske gren af kongeslægten, der regerede Danmark helt frem til 1863.
|
| 21 | 1448 | - 1448—1481: Christian 1. - konge
Christian 1. (1426-21.5.1481), konge af Danmark 1448-81, af Norge 1449-81 og af Sverige 1457-64, fra 1460 tillige hertug af Slesvig og siden af den tyske kejser også forlenet med hertugdømmet Holsten samt landskaberne Stormarn og Ditmarsken. Som den første af den oldenborgske slægt valgtes han til dansk konge efter at have ægtet den barnløse Christoffer af Bayerns 18-årige enke, Dorothea af Brandenburg. Efter pavelig godkendelse grundlagde han 1479 Københavns Universitet.
|
| 22 | 1482 | - 1482—1513: Hans - konge
Hans (2.2.1455-20.2.1513), konge af Danmark og Norge 1482-1513, tillige af Sverige 1497-1513. Efter et sejrrigt felttog i Sverige lykkedes det ham i 1497 at genoprette Kalmarunionen, der i faderens tid var gået delvis i opløsning; men et katastrofalt nederlag 1500 i Ditmarsken og voksende stridigheder i hertugdømmerne svækkede hans greb om unionsmagten. Kongens sidste regeringsår var en forgæves kamp for at genvinde den.
|
| 23 | 1513 | - 1513—1523: Christian 2. - konge
Christian 2. (1.7.1481-25.1.1559), konge af Danmark og Norge 1513-23. Efter en sejrrig krig lykkedes det ham 1520 at tvinge Sverige tilbage i Unionen; men det efterfølgende ”Stockholmske Blodbad” udløste en svensk opstand, der fra 1523 fik Kalmarunionen endeligt i opløsning. Samme år gjorde også den danske højadel oprør, og kongen måtte flygte til udlandet. Under et forsøg på at tilbageerobre riget blev han 1531 pågrebet og indsat som livsfange på Sønderborg Slot. I 1549 overførtes han til Kalundborg, hvor han levede i mild internering indtil sin død.
|
| 24 | 1523 | - 1523—1533: Frederik 1. - konge
Frederik 1. (7.10.1471-10.4.1533), konge af Danmark og Norge 1523-33. Som broder til Kong Hans var Frederik hertug af Slesvig og Holsten, men valgtes 1523 til konge i stedet for den fordrevne Christian 2. I modsætning til nevøen tog Frederik 1. udstrakt hensyn til højadelens interesser. Hans regeringstid blev stærkt præget af reformationsrøret. Hans død i 1533 udløste Grevefejden, der sluttede med Reformationens indførelse i Danmark i 1536.
|
| 25 | 1533 | - 1533—1534: Interregnum
Interregnum er en periode, hvor der ikke er en regent.
|
| 26 | 1534 | - 1534—1559: Christian 3. - konge
Christian 3. (12.8.1503-1.1.1559), konge af Danmark og Norge 1536-59, men som ældste søn af Frederik 1. hyldet i Jylland allerede 1534. Den lutheransk sindede hertug Christian måtte under Grevefejden erobre sit rige med sværd i hånd mod de kræfter, der ønskede Christian 2. genindsat. Efter den endelige sejr 1536 gennemførte han med stor beslutsomhed Reformationen i den danske kirke, der i løbet af hans regeringstid omstøbtes til en evangelisk-luthersk kirke under kongens ledelse.
|
| 27 | 1536 | - 1536: Reformationen
- 1536: Kronen overtager klostre og bispegods
- 1536: Forbudt at øve håndværk i landsbyerne
Det var forbudt at øve håndværk i landsbyerne. Kun grovsmede, tømmermænd, skomagere og vadmelsskræddere var tilladte.
|
| 28 | 1559 | - 1559—1588: Frederik 2. - konge
Frederik 2. (1.7.1534-4.4.1588), konge af Danmark og Norge 1559-88. Hans regeringstid blev stærkt præget af det voksende modsætningsforhold til Vasatidens Sverige og den skærpede religionskamp i Europa. Konflikten med Sverige kulminerede i Den nordiske Syvårskrig 1563-70, der dog ikke bragte nogen egentlig afklaring. Krigen tvang kongen til store forhøjelser af Øresundstolden, der opkrævedes ved hans nye, stærke fæstning, Kronborg, ved indsejlingen til Øresund.
|
| 29 | 1563 | - 1563—1570: Den Nordiske 7-års krig
Den Nordiske 7-års krig - Befolkningen pålægges usædvanlige pengeskatter foruden naturalier
- Hertil kom pest, som slog flere ihjel end krigen gjorde
|
| 30 | 1574 | - 1574—1584: Kronborg bygges
|
| 31 | 1588 | - 1588—1648: Christian 4. - konge
Christian 4. (12.4.1577-28.2.1648), konge af Danmark og Norge 1588-1648 og dermed den længst regerende af samtlige danske monarker. Kongens regeringstid blev stærkt præget af de europæiske konflikter, der kulminerede i Trediveårskrigen 1618-48. Danmarks aktive deltagelse i denne konflikt og kongens nederlag ved Lutter am Barenberg 1626 til den katolske modstander blev begyndelsen til den nedgang og krisestemning, der kom til at sætte sit tydelige præg på resten af hans regeringstid.
|
| 32 | 1611 | - 1611: Kalmarkrigen
- 1611: Fæstebønderne tvangsudskrives og beskattes
|
| 33 | 1625 | - 1625—1660: Danmark indtræder i 30-års krigen
Danmark indtræder i 30-års krigen og Jylland hærges af udenlandske tropper
|
Tonni og Jørgen Rolsted - Genealogi
før 1610 - 1643 (33 år)