Willy Christensens tur til Ukraine for at finde slægtninge

I august 1994 rejste Maria Christensens søn Willy Christensen til Ukraine med det mål, at finde Maria Christensens slægtninge.

Umiddelbart efter sin hjemkomst fra turen, skrev Willy et brev til sine søskende om sine oplevelser fra turen til Ukraine. Endvidere var vedlagt en side med faktaoplysninger fra turen og et billede med nogle af de fundne slægtninge.

Greve, september 1994

Kære søskende.

I min eftersøgning efter vores familie, er jeg nu efter 4 år nået frem til, at der lever en kusine og en fætter i Ukraine. Jeg fik stor hjælp fra en familie i Polen, samt fra en pensioneret ingeniør fra Lwów i Ukraine.

Vi begyndte i Lwów, hvor der levede en ældre dame, som var født i Mianowice, det er den landsby, hvor mor er født. Hun henviste os til en meget gammel dame i en nabolandsby til Mianowice. Den gamle dame havde en søster, der var gift Warenica og som boede i Mianowice. Det ledende spørgsmål var, om de kendte en familie, der havde en datter, der var i kloster i Kraków. Efter mange besøg i hele landsbyen fortalte et ældre ægtepar, at de mente, at en dame i nabolandsbyen, Chorobrów, havde en slægtning, der havde været nonne. Det viste sig at være vores kusine, Olga.

Mødet med Mianowice var ubeskriveligt. Der var ikke mange huse tilbage, men de, der var der, bar tydelige tegn af at være meget gamle. Da landsbyen blev brændt af i 1939, må der have været nogle huse, der kunne sættes i beboelig stand, for husene var mere end hundrede år gamle. Der var ikke rigtige veje gennem landsbyen, kun opkørte hjulspor, som på steder var så dybe, at vi måtte køre op på græsset ved siden af vejen. Der var ved hvert hus en åben brønd med en vinde til at hejse vandet op med. Jeg er sikker på, at de også stod der, da mor boede i landsbyen. Man havde en mærkelig fornemmelse af, at alt havde stået stille i tiden, efter at mor forlod landsbyen i 1914. Køer og gæs gik løse omkring, og man så af og til en hestevogn rumle gennem hjulsporene. Hvis mor vendte tilbage i dag, ville hun sikkert genkende alt, bortset fra de manglende huse.

Vi må nok revidere vor opfattelse af, hvorfra vi stammer. Vi har altid troet, at vores mor stammede fra Polen og var polak. Men sandheden er, at da mor blev født og boede i "Polen" var det landområde, der hed Galicien, en del af kejserriget Østrig, og det havde det været siden Polens første deling i 1772, altså over 100 år, da mor blev født.

Således var hun Østrigsk statsborger. Endvidere viser det sig nu, at slægten Warynica er en gammel Ukrainsk slægt, som også tilhører den græsk-katolske kirke, dvs. den russisk-ortodokse kirke. De få af familien, som endnu lever i Ukraine, er ukrainere med liv og sjæl og ikke polakker, der er overført til Ukraine, da grænsen blev flyttet østpå efter anden verdenskrig.

Vi kan altså hævde, at vi havde Østrigsk afstamning eller ukrainske rødder, alt efter behag, men Polen som land og folk har vi ikke noget at gøre med, da vi slægtsmæssigt har ukrainske rødder.

Ved afrejsen fra besøget hos vores kusine, tog hun et billede ned fra væggen og gav mig det som et minde. Hun havde selv broderet det, og det forestillede den ukrainske digter Taras Szewczenko, som levede 1314 til 1361. De føler sig knyttet til Ukraine også kulturmæssigt.

Kærlig hilsen
Willy

Ukraine, 26. august 1994

Her følger i korte træk, hvad vores kusine, Olga, fortalte. Det er ikke ordnet i rækkefølge, men nedskrevet i den orden, som jeg husker det.

Da vi kom til Olga, spurgte vi, om hun havde en slægtning i familien, der havde været nonne i Kraków. Derefter spurgte vi om navnene på hendes bedstefar og bedstemor. Det var Jakub og Rozalia Warynica. Så fortalte hun selv, at der var en søster til hendes far, der havde været nonne, tillige havde hendes far en søster, der hed Maria, og som var rejst til Danmark.

Alt kom meget flydende, og der var ingen tvivl om, at det var en kusine. Olga blev meget berørt, da vi fortalte hende, at jeg var en søn til Maria fra Danmark. Desværre forstod jeg ikke alt, hvad hun fortalte, da hun kun taler ukrainsk, men mine venner forstod alt.

• Morfar Jakub Warynica døde allerede i 1914


• Mormor Rozalia Warynica døde i 1936 (ikke helt sikkert). De ligger begge begravet pÃ¥ kirkegÃ¥rden i Mianowice. Bedstemors grav er der endnu, med et kors pÃ¥, hvorimod ved man ikke, hvor bedstefars grav er, fordi kirkegÃ¥rden er meget misholdt. Olga holder bedstemors grav.


• Mors bror, Mykieta, døde omkring 1965 - 1968. Han eftersøgte mor sÃ¥ længe han levede gennem Røde Kors, men eftersøgningen gav intet resultat, sÃ¥ han troede, at hans søster Maria var død under krigen.


• Olga, datter af Mykieta, og barnebarn af Jakub og Rozalia, havde 2 søskende, en søster og en bror, som begge er døde. Der er kun Olga tilbage, og hun bor i Chrobrów, Ukraine.


• Katarzyna, datter af Jakub og Rozalia, havde 2 sønner, Bronislaw og Slawek. Bronislaw er død, men Slawek lever endnu og bor i Lwów i Ukraine.


• Maria, datter af Jakub og Rozalia rejste til Danmark i 1914.


• Anna, datter af Jakub og Rozalia var nonne i et kloster i Kraków


• Aleksandra, datter af Jakub og Rozalia blev blind, da hun var 3 Ã¥r gammel. Hun blev ikke gift og fik ingen børn.


• I oktober 1939 angreb russerne Polen østfra, og Mianowice blev næsten totalt brændt og ødelagt under kampene. Der var dengang over 100 huse i landsbyen, og kun 3 var ubeskadigede. Beboerne blev ført til byen Wolyn, og i Ã¥rene omkring 1950 1955 vendte nogle tilbage til landsbyen Mianowice (nu hedder den pÃ¥ ukrainsk: Nynovyczi) og til landsbyen Chrobrów, som ligger ca. 5 km derfra. PÃ¥ ny opbyggede de deres huse pÃ¥ Deres marker og begyndte at dyrke jorden. Før 2. verdenskrig boede der ca. 500 mennesker i Mianowice, og nu bor der kun ca. 200. Nogle folk blev i byen, som de blev ført til.


• PÃ¥ det sted, hvor bedsteforældrene boede, og hvor mor blev født, blev huset ogsÃ¥ brændt, men nu er der igen bygget. De mennesker der bor der nu, er i slægt med os, men langt ude. Jorden er dog blevet i Warynica- slægtens eje.


• Vores kusine Olga har ingen som helst dokumenter, papirer eller billeder fra sit gamle hjem eller familie. Da man førte dem væk fra Mianowice brændte man alt af angst for russerne. Olga har 2 gifte døtre, hvoraf den ene bor hos Olga med sin mand og et lille barn. Olga havde ogsÃ¥ en søn, som døde, da han var 26 Ã¥r gammel. Han sprang i vandet i en flod, men vandet var for lavt, og han brækkede ryggen. Han var lam i 2 mÃ¥neder, men overlevede ikke.

Status for familien i Ukraine i september 1994

Billede er taget hos familien i Ukraine september 1994
Fra venstre: Olgas svigersøn, Olgas datter, Willy (fra Danmark), Olga, Olgas mand