Tonni og Jørgen Rolsted - Genealogi
En udvandring fra Ukraine, samt dens årsager
En udvandring fra Ukraine, samt dens årsager
Forord:
Denne beskrivelse om en udvandring fra Ukraine, er min besvarelse på en historieopgave på VUC i Roskilde.
Opgaveformuleringen var:
- Karakteristik af Ukraine i perioden op til Første Verdens krig
- Med udgangspunkt i min mormors historie - en udvandring fra Ukraine samt dens årsager
- Vurdering af, hvor typisk min mormors historie var
Tonni Rolsted, 2. maj 2001
Indholdsfortegnelse
- Indledning
- Ukraine
- Historie
- Ukrainsk nationalfølelse
- Min mormors historie
- Roearbejderne på Lolland
- Vurdering af min mormors historie
- Konklusion
- Noter
- Litteraturliste
Indledning
I min opgave om Ukraine vil jeg begynde med en kort beskivelse af Ukraine.
Derefter vil jeg give en karakteristik af Ukraine i perioden op til 1.
verdenskrig, historisk og lidt om ukrainsk nationalfølelse.
Til sidst vil jeg fortælle min mormors historie, og om roearbejderne i Danmark. Jeg vil gerne finde ud af, om min mormors historie var typisk.
Interessen for Ukraine fik jeg for 7 år siden, da min mor fortalte, at hun havde fået et brev fra hendes bror, hvor han fortalte, at han havde undersøgt deres rødder. Jeg blev meget forundret over, at det slet ikke interesserede hende.
Siden da har jeg tit spekuleret på, at vi slet ikke stammede fra Polen, som min mormor havde fortalt, at vi gjorde. Der skulle alligevel gå 7 år før jeg fik mulighed for at fordybe mig i mormors historie. Det glædede mig meget at tale med min morbror om min mormor. Han er den eneste, min mor har tilbage af hendes brødre.
Ukraine
Ukraine ligger langs det tidligere Sovjetunionens (USSR´s) vest-grænse. Ukraine grænser endvidere op til Hviderusland, Polen, Slovakiet, Rumænien, Ungarn, Moldova, Sortehavet og Azovhavet. Sproget er østslavisk, dvs. tæt på russisk. Befolkningen har gennem tiderne set forskellige magter overtage landet. Vikingerne fra Danmark, Norge og Sverige har blandt andet brugt floden Dnept til at sejle fra Østersø'en gennem øst - europæiske floder til Middelhavet på deres plyndretogter, nogle af vikingerne bosatte sig langs flod-bredderne, det samme gjorde kineserne. Her blev der grundlagt store byer. Mongolerne fra øst har også været forbi, senere russerne og nazisterne.
Ukrainehar ingen bjergkæder, eller andre naturlige grænser mellem regionerne, befolkningen har fået deres nationalitet og identitet gennem sprog og religion. 1
Den nordlige del af landet har skove, mens den sydlige del af landet har græs-stepper, med en næringsrig jord som bliver kaldt "sort jord". Landet har et areal på 603.700 km2.
Historie
Den ældste dokumenterede faste bosættelse i det vestlige Ukraine går tilbage til cirka 3000 f.v.t. De første orientalske rytterfolk kom til området i 800-tallet f.v.t. Fra 600-tallet f.v.t. findes der spor af græske bosættelser.
Omkring år 600 begyndte slaverne at ekspandere ind i området. Kiev-riget blev grundlagt i det nordlige Ukraine i år 862 af fyrst Oleh. Der er uenighed blandt historikere, om det var vikingerne der grundlagde riget, men vikingerne spiller en vigtig rolle i Kievs historie, da riget lå langs vikingernes handelsvej mellem Nordeuropa og Konstantinopel.
Mongolerne indtog Kiev i 1240, hvor Galicien klarede sig nogenlunde gennem mongolernes hærgen. Og de fik en vist selvstyre frem til 1340, da de blev erobret af Polen.
I 1386 bliver der dannet union mellem Polen og Litauen.
Den ukrainske adel tog de polske skikke og sædvaner til sig. Man konverterede til katolicismen. Og det polske system med godser og len bredte sig til Ukraine, det medførte at de frie ukrainske bønder blev slaver af godsejere, og det førte til sociale spændinger mellem polakker og ukrainere. 2
Den polske dominans som ukrainerne havde i adskillige hundrede år mærkedes ved at størstedelen af adelen var polsk, og på religionen. Polakkerne var romersk-katolske, hvor ukrainerne var ortodokse. I 1596 blev ukrainerne presset til at forene sig med den romersk-katolske kirke.
I 1600-tallet kom der mange anti-polske og anti-romersk-katolske organisationer bl.a en kosakorganisation under ledelse af Bogdan Khmelnitsky, og det lykkedes for ham at reducere den polske dominans i Ukraine.
Kosaksamfundet opstod i midten af 1400-tallet i grænseområdet mellem tatarerne og på den anden side Rusland og Ukraine. Da der på det tidspunkt ikke var fred for tatarerne, de kunne plyndre, myrde og bortføre folk til slavehandel. Ønskede man en slags grænsekorps, med samme færdigheder som tatarerne. Man betalte derfor i første omgang frafaldne tatarer, men senere hyrede man russere, ukrainere o.a. til grænsebeskyttelse. For deres beskyttelse fik de et stykke land. Disse folk var de første kosakker. Disse steppeområder fik en funktion som de amerikanske prærier, det blev et sted man kunne flygte til ved politisk og religiøs forfølgelse. Livegne bønder havde den mulighed at de kunne flygte ned til kosakkerne.
Kosakkerne var krigere, der havde tjeneste hos konger, khaner og zarer, men de udviklede sig meget forskelligt, nogle hørte til overklassen medens andre var mere jordnære. 3
Kosakkerne og den undertrykte bondebefolkning gjorde en række opstande mod de polske myndigheder, på grund af politisk konflikter og sociale forskelle. Det lykkedes som regel ikke, på grund af at målene var uklare, og der var en indre splid mellem kosakoverklassen og de bredere kosakmasser.
I 1648 lykkedes det kosakken Bogdan Khmelmitskig, at spille svenske, habsburgske, tyrkiske, krim-tatariske, polske og rusiske interresser ud mod hinanden. Og derved gav det mulighed for at føre krig mod den polske kongemagt.
Krigen varede i 6 år til 1654, hvor der blev lavet et Perejaslav-traktat. Aftalen var at få Ruslands garanti for Ukraines indre selvstændighed. Ruslands tsar opfattede aftalen anderledes, og traktaten førte til krig mellem Rusland og Polen, og i 1667 ved Andrusovo-traktatet delte de Ukraine mellem sig. 4
Og i 1648 kulminerede konflikten, og kosakkerne fik kontrol over størstedelen af Ukraine. Kosakkerne havde brug for allierede mod polakkerne, og kom derfor under russiske sfære i de næste mange hundrede år. Dette førte til krig mellem Rusland og Polen, der endte med en fredsaftale i 1667, hvor Ukraine deltes sådan at området øst for Dnipo samt Kiev tilfaldt Rusland, og resten gik til Polen.
I håb om at opnå uafhængighed for Ukraine allierede kosakken Ivan Mazepa; sig med den svenske konge Karl XII mod Rusland i 1709. Det endte med at Rusland besejrede den svenske hær og strammede grebet om Ukraine.
Rusland ekspanderede vestpå, og efter Polens delinger i 1793 og 1795 vandt Rusland områder vest for Dnipro undtagen Galicien, som nu tilhørte det habsburgske Østrig.
Den nationale vækkelse i den russiske del af Ukraine begyndte i 1800-tallet. Befolkningens første forsøg på at udfordre det russiske styre endte med, at de blev pågrebet og deporteret. 5
Galizien blev fra 1867 styret fra provinsregeringen i Lwów, og havde under Østrig sin frihed til kulturel og national udvikling. Grunden var, at både polakker og Østrigere var romersk-katolske, der var ingen religiøse modsætninger. 6
I marts 1917 udbrød der revolution i St. Petersburg, Tsaren Nikolaj den anden blev afsat. Der blev tankerne igen vækket til live om en uafhængig ukrainsk stat. En midlertidig regering overtog magten, og de russere der var drevet i landsflygtighed vendte tilbage, deriblandt var der Vladimir Ilyich Lenin.
Den nye regering kunne ikke klare at afslutte krigen eller hjælpe befolkningen i nød. Så 8. november tog Lenins bolsjevikker magten, og der udbrød borgerkrig. 7
Ukrainsk nationalfølelse
Ukrainerne i Galicien oplevede langt friere vilkår under det Habsburgske Østrig, end under Ruslands politik. De var godt nok trængt af det polske befolkningsflertal, men de oprettede skoler, aviser og partier. De skabte derved en national vækkelse.
Digteren Taras Sjevtjenko (1814-1861), gav det ukrainske sprog et redskab til kommunikation på alle niveauer, også det abstrakte. Hans digte var med til at vække den nye nationalfølelse, og var en uafhængighedserklæring for Ukraine.
Litteraturen på ukrainsk begyndte at blomstre op i 1840'erne. Man begyndte at tænke på et selvstændigt Ukraine. Og i 1845 dannedes den første politiske organisation. Sjevtjenko blev for sig deltalelse sendt i 10 års forvisning og tvungen militærtjeneste.
Den sidste halvdel af 1800-tallet, hvor der var megen nationalfølelse, blev den mødt med en kraftig russificering fra regeringens side, Ukraine var i et med moder Rusland, hævdede storrusserne. Et ukrainsk sprog aldrig har eksisteret, ikke eksisterer, og kan ikke eksistere, skrev indenrigsminister Valujev i 1863.
Derefter måtte ukrainsk kun bruges i skønlitterære værker. I 1876 blev undervisning og udgivelse af bøger på ukrainsk forbudt. Forbudet blev ført ophævet i 1905 efter revolutionen i Rusland. Forbudet gjaldt til 1905, men blev genindført i 1914 ved 1. verdenskrig.
Året 1905 gav de borgerlige frihed, der kom aviser, tidsskrifter, partier, andelsforeninger og andre bevægelser, der kom en overordentlig opblomstring og et offentlig liv.
Industrialiseringen kom sent til Ukraine, men kom hurtigt i gang da der i 1890'erne blev igangsat et storstilet jernbanebyggeri. Arbejdskraften var for det meste indvandrede russere, det fik betydning under revolutionen og borgerkrigen, da de var mere modtagelige for socialistiske ideer end ukrainske bønder. 8
Min mormors historie
Min mormor Maria Warynica blev født i 1894 i Mianowice, 14 km fra Sokal, som igen ligger 100 km nord for Lwów. I dag ligger området i Ukraine, meget tæt på grænsen til Polen, men det har det ikke altid gjort, der er sket meget i det område. Min mormor har altid sagt, at hun var født i Polen.
I min barndom var jeg meget sammen med min mormor, som var katolik. Jeg gik i kirke sammen med min mormor og mor hver søndag. Jeg tror ikke min mor var stærk troende, men at min mormor var en stærk dame, som min mor ikke sagde imod.
Når jeg spurgte min mormor, hvorfor hun var taget fra Polen, sagde hun altid, at hun ikke kunne enes med hendes broders søn. Elles talte hun aldrig om familien, kun at hendes søster var "søster" (nonne) i et kloster i Kraków.
Min mormor Maria Warynica
Min morbror Willy, (som er den eneste min mor har tilbage af hendes søskende), har brugt 4 år til at efterforske vores rødder. Han fortalte mig, at det havde været svært, at finde hende i kirkebøgerne, da han troede, at mormor var græsk-katolsk, og han ikke kunnet finde hende i kirkebøgerne. Han havde fået at vide af hans kusine i Danmark, at mormor var romersk-katolsk. Han havde derefter fået stor hjælp af en familie i Polen og en pens. ingeniør fra Lwów i Ukraine, gennem dem fandt han frem til en kusine i Mianowice, der boede sammen med hendes mand, datter og svigersøn.
Han fortalte, at da han kom til Mianowice, hvor mormor var født, var mødet ubeskriveligt. Der var ikke mange huse tilbage, men de, der var, bar tydeligt tegn af at være gamle. Hans kusine fortalte ham, hvad der var sket i landsbyen.
I oktober 1939 angreb russerne østfra, og Mianowice blev næsten totalt brændt og ødelagt under kampene. Der var dengang 100 huse i landsbyen, og kun tre var ubeskadige. Da landsbyen blev brændt af, blev beboerne ført til Wolyn, og i årene omkring 1950-1955 vendte nogle tilbage til landsbyen Mianowice og landsbyen Chrobrów, som ligger ca. 5 km derfra. Befolkningen opbyggede på ny deres huse og begyndte at dyrke jorden. Før 2. verdenskrig boede der 500 mennesker i Mianowice, og nu bor der kun ca. 200. Der var nogle af befolkningen der blev i Wolyn, som de blev ført til under krigen.
Der må have været nogle huse, der kunne sættes i stand, for de bar tydeligt præg af at være over 100 år gamle. Der var ingen rigtige veje gennem landsbyen, kun dybe opkørte hjulspor. Ved hvert hus var der en åben brønd med vinde, til at hejse vandet op med. Han følte, at tiden havde stået stille i landsbyen, al den tid mormor ikke havde været der.
Da mormor blev født var området ikke Polen, men et landområde, der hed Galicien, en del af kejserriget Østrig, og det havde det været siden Polens første deling i 1772, altså i over 120 år, da mormor blev født.
Hun var altså Østrigsk statsborger. Det viser sig at slægten Warynica er en gammel ukrainsk slægt, som tilhører den græsk-kartolske kirke dvs. den russisk-ortodokse kirke. De der er tilbage af familien i Ukraine er ukrainere og ikke polakker, der er overført til Ukraine, da grænsen blev flyttet Østpå efter anden verdenskrig. Vi stammer altså fra Østrig og har ukrainske rødder.
Det viser sig at der, hvor mormor blev født, der er jorden stadig i Warynica-slægtens eje. Gården som blev nedbrændt under kigen, er opført på ny.
Min mormor Maria Warynica tog i 1914, da hun var 19 år, til Tyskland, hvor hun arbejdede i roerne et halvt år. Da så 1. verdenskrig brød ud, kunne hun ikke tage tilbage, hvor hun kom fra. Hun tog derfor til Danmark, Lolland-Falster, hvor hun også arbejdede i roerne, sammen med andre flygtninge.
Efter krigen arbejdede hun i køkkenet på de sjællandske herregårde, bl.a. Ledreborg. Min morfar arbejdede også på herregårdene, så der har de nok truffet hinanden. De boede i Tølløse, hvor de fik 4 børn, deriblandt et hold tvillinger ( min mor er den ene af dem).
Jeg har fået fortalt, at min mormor smed min morfar ud, da han drak. Til mig fortalte hun, at han var død.
Hun havde derefter nok at lave med 4 små børn, som hun skulle forsørge alene, hun arbejdede igen, og nu malkede hun køer om morgenen på en stor gård.
Senere da børnene blev større og stiftede familier, og jeg voksede op, kan jeg huske, at hun arbejdede på Sankt Elizabeth hospital i Holbæk. Der arbejde hun i køkkenet og i vaskekælderen. Senere da hun blev en ældre dame, flyttede hun ind hos den katolske præst i Holbæk, hvor hun sørgede for alt det huslige. Jeg havde en fornemmelse af, at hun nød det liv, hun havde de år.
Senere blev den katolske præst overflyttet til Tåstrup. Han tog min mormor med, og hun kom til at bo i et lille gæstehus med kun et værelse, som var tilknyttet et plejehjem. Det var en søsterorden, der passede plejehjemmet, hvor også præsten var.
Hun gik meget op i den katolske tro. Så hun var meget glad for, at hun et par gange kunne flyve til Lourdes, hun syntes, det var spændende at flyve.
Hendes sidste år var også gode, hun fulgte med i fjernsynet, hvad der skete ude i verden, og kunne tale med om alting, hun var en spændende og dejlig dame, som jeg holdt meget af.
Hun døde 20. februar 1980 i en alder af 85 år.
Vi har senere fundet ud af, at hun ikke rejste hjemmefra på grund af hendes brors søn, fordi han dengang kun var 1 år gammel. Jeg har talt med min morbror, som sagde, at der kunne være andre årsager til, at hun rejste.
Han havde fået at vide af hans kusine, at i år 1914, det år mormor rejste hjemmefra døde hendes far, og mormors bror rejste hjem med kone og barn og overtog gården. Og samme år rejste hendes søster fra hendes mand (han arbejde på jernbanen). Hun flyttede også hjem med et lille barn. Det der skete, skulle have irriteret min mormor meget ifølge kusinen. Mormor har aldrig fortalt om det. Dengang var det meget flovt at flytte fra manden. Det var sikkert også derfor, at mormor sagde til mig at morfar var død.
Roearbejderne på Lolland
Grunden til udvandring var at de økonomiske forhold i Galizien var elendige. Industrialiseringen var ubetydelig, landbruget tilbagestående. Der var ikke til at få et arbejde, lønnen var for lav, og ved arvedeling var gårdene blevet delt op, så de ikke kunne leve af den jord, de derved havde fået.
Fra Galizien udvandrede fra 1871-1913 1.050.000 personer. 9
I starten tog folk fra de østlige dele af det daværende Tyskland, fra russisk Polen og Galicien til tyske godser, hvor roesukker-industrien begyndte, senere til andre dele af landet. I starten på privat basis, men hvervningen af arbejdere overgik i 1908 til en autoriseret organisation. Man frygtede, at arbejderne ville slå sig ned i landet, derfor lavede man kontrakter, så de vendte hjem om vinteren.
Ukrainerne havde ikke de samme restriktioner, de udgjorde i 1908 13 %, medens polakkerne udgjorde 77 %. At der kom så mange fra Ukraine, (42% af Galiziens befolkning), skyldes at de tyske arbejdsgivere samarbejdede med ukrainsk-nationalistiske kredse. 10
Det skyldtes også at tyskerne foretrak Galiziens befolkning fremfor polakkerne, og at de ukrainske ledere, som var godsejere i Galizien, foreslog deres landsmænd til at tage til Tyskland på sæsonarbejde. 11
I begyndelsen blev Galizien oversvømmet af fremmede agenter, som tegnede kontrakter med folk i landsbyen. Det gav anledning til mange former for misbrug, falske løfter, opkrævning af hvervepenge og krav om procenter af lønnen.
Hvor slemt det var, citeres her af en leder af den galiziske landarbejderanvisning:
"Mellemmændene, som beskæftiger sig med hvervning af arbejdere til udlandet er de talrige agenter, koncessionerede som illegale, hjemlige som fremmede, mænd og kvinder fra sociale lag, kristne og jøder, intellektuelle, og analfabeter, for dem alle gælder dog samme mål: samvittighedsløs udbytning af arbejderne". 12
I Danmark kopierede man fra 1893 det tyske system. Sukkerroeindustrien startede på Fyn og Lolland i 1872-73, herefter bredte den sig til Falster og Sjælland. I starten brugte man danske og svenske arbejdere. Men da man udvidede markerne i 1892 og byggede roebaner, kunne man bringe råprodukterne direkte fra markerne til fabrikkerne, måtte man også trække på den store arbejdskraftreserve, der var i polakkerne.
Importen foregik gennem mellemled af forskellig art, der kunne være truffet aftale med en forpige (piger der skaffede folk til en enkelt gård) eller importforeninger. Der var få, der kom hertil på eget initiativ, og da først efter at have arbejdet i Tyskland. Det var altså ikke en flugt fra Polen til Danmark, men en indvandring/udvandring som var formidlet af mellemmænd. Da det var sæsonarbejdere, kan man egentlig ikke sige, at det var folk, der havde besluttet at udvandre for at få en ny fremtid i et nyt land. For unge mennesker der, således blev sæsonarbejdere, var det på et tidspunkt noget, man bare gjorde.
Sæsonarbejderne blev i begyndelsen inkvarteret i "kaserner", som man om vinteren havde opført til formålet. Fra disse kaserne kunne folkene så tage ud og passe markerne for de landmænd, der havde kontakt til fabrikkerne, som skulle have sukkerroerne. Senere fandt man ud af, at det var nemmere at landmændene selv ansatte folkene. 13
Perioden som startede i 1904 og varede til 1. verdenskrig kunne man kalde "aufseherperioden". Opsynsmanden, hvis opgave var at komme med et antal arbejdere, i nogle tilfælde skaffede de dem selv, og i sæsonen passe et bestemt roeareal. Ofte var aufseherne gifte folk, deres koner kunne så være forpligtede til at holde "kasernene" i orden og lave mad. Hvis aufseheren var ugift måtte pigerne på skift passe dette job. 14
De unge sæsonarbejdere blev placeret i bunden af det danske samfund, de måtte overtage de jobs, som de danske arbejdere ikke ville have. De havde det i forvejen svært, idet de var blevet revet ud det bondesamfund og sociale kontrol som familie og sognepræsten udøvede i deres hjemland, nu kom de til et land, som var i udvikling, ikke kun, hvad der angik sociallovgivningen og fagbevægelsen, men også kirken. De katolske præster kunne måske have hindret de stridigheder, der kom. 15
Allerede i de første år, gjorde arbejderbevægelsen opmærksomt på at de polske arbejdere ikke blev behandlet ordentligt, de samme problemer havde der også været i Tyskland, der blev der i 1904 vedtaget en lov om offentlig arbejdsanvisning, man forbød hververe at arbejde i landet, og der blev oprettet statslige hvervekontorer. Loven fik betydning i Danmark for de danske hververe, der i nogle tilfælde blev arresterede. 16
Men først i 1905 fik man forbedret arbejdsforholdene.
Hver for sig tager de katolske præster, arbejdsgiverne problemet op. Socialdemokratiet havde den mening, at importen ikke skulle forbydes, men ved hjælp af love sørge for, at folkene ikke blev udnyttet, men fik de samme forhold som landets arbejdere.
I 1905 sendte en mindre kreds af Landbrugets arbejdsgivere en delegation til Galizien. Der havde Danmark fået et dårligt rygte, men delegationen fik med myndighederne en aftale om at give danskerne lov til igen at hverve folk, hvis kontrakterne blev godkendt af anerkendte anvisningskontorer. Endvidere skulle man anerkende galiziske, katolske præster som arbejdernes tillidsmænd. 17
Når der var en del sæsonarbejdere, der blev her i landet, var det på grund af verdenskrigen, der hindrede arbejderne i at komme hjem. Problemet blev løst ved at arbejderne fik arbejde om vinteren. 18
Vurdering af min mormors historie
Nu efter at have beskæftiget mig en hel del med Ukraine, har jeg fundet ud af, at vi stammer fra Østrig, og har ukrainske rødder, som min morbror også havde fundet ud af.
På det tidspunkt i 1895, da min mormor blev født, hørte Ukraine under Østrig. Og da hun tog fra Ukraine i 1914, var området også under Østrig.
Jeg kan nu bedre forstå, at hun altid talte om, at hun kom fra Polen. Når man tænker på, at Polen dominerede Ukraine i mange hundrede år fra 1340-1795, der hvor hun boede, lå tæt på Polen. Hun var også romersk-katolsk, som polakkerne.
Som ung 19-årig pige rejste hun hjemmefra, grunden kan godt have været, at hun ikke havde det godt med, at hendes far var død, og broderen overtog gården sammen med kone og barn, og at så hendes søster oven i købet også kom hjem med et barn, det må have været for meget for hende. Hun kan derfor godt have rejst sammen med andre unge mennesker, for derved at komme lidt væk, at det så blev for evigt, var måske ikke meningen. Jeg ved, at hun skrev sammen med den søster, der var "søster" (nonne) på et kloster i Kraków.
Jeg har også fået at vide, at hendes bror har søgt efter hende i mange år gennem Røde Kors, men fandt hende aldrig.
Det har været en hård tid for min mormor at opdrage 4 små børn alene, og at få hendes penge til at slå til. Hun har ikke kunnet få nogen hjælp hjemmefra, jeg tænker også på, at hun må have savnet hendes familie. Hun havde kun hendes egen lille familie, det må ikke have været svært for hende. Efter hvad min mor fortæller, havde de en god barndom, hun siger, at hun ikke følte, at de manglede noget.
Konklusion
Ukraine der grænser op til Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien og Sovjetunionen, har ingen naturlige grænser. De har haft fastre bosættelser fra ca. 3000 f.v.t.
Senere i 1240 indtog Mongolerne Kiev. Galicien klarede sig nogenlunde gennem mongolernes hærgen. Landet havde en vist selvstyre frem til 1340, hvor de blev erobret af Polen.
I 1648 fik Ukraine hjælp af kosakken Bogdan Khmelmitskig, der hjalp landet imod polakkerne.
I 1795 kom Ukraine under det habsburgske Østrig, hvor de havde en god tid.
Litteraturen blomstrede op i 1840erne, hvor digteren Taras Sjevtjenko med hans digte vækkede nationalfølelse, og man begyndte at tænke på et selvstændigt Ukraine, men i 1876 blev det forbudt at undervise og udgive bøger på ukrainsk. Forbudet gjaldt til 1905, men blev genindført i 1914 ved 1. verdenskrig.
Året 1905 gav befolkningen frihed, der kom aviser, tidsskrifter, partier, andelsforeninger og andre bevægelser, der kom en overordentlig opblomstring og et offentlig liv.
Min mormors historie er typisk. Hun tog afsted i 1914, hvad der dengang var Østrig. Formentlig på grund af at faderen var død og at broderen havde overtaget gården sammen med hans familie, og en søster var flyttet hjem, med et lille barn. Hun har måske rejst sammen med andre unge til Tyskland, der var mange unge mennesker, der først tog til Tyskland og senere til Danmark, hvor de fik arbejde i roerne, der var flest kvinder, mændene fik andet arbejde.
Der var flere grunde til at de tog hjemmefra, nogle havde samme grund som min mormor, at en bror overtog gården. Eller at jorden var blevet delt, så de kunne ikke leve af det, der var tilbage. Det var heller ikke til at få arbejde, og lønnen var lav.
Det kan tænkes, at de allerede hjemmefra, var blevet hvervet til arbejdet, da det var meget almindeligt.
I starten blev de ikke behandlet ordentligt, de fik det arbejde, som danskerne ikke ville have, men i 1904 blev der vedtaget en lov om offentlig arbejdsanvisning, og der blev oprettet offentlige hvervekontorer.
Senere da krigen brød ud, og min mormor ikke kunne komme hjem, tog hun til Danmark. Hun har så mødt min morfar, og fået 4 børn. Grunden til at hun ikke senere vendte hjem, kan have været, at hun ret tidlig blev alene med 4 børn, og havde derfor ikke råd til at tage hjem.
Det er heller ikke sikkert, at hun havde lyst.
Jeg har en god fornemmelse af, at min mormor i alle de år jeg kendte hende, at hun var tilfreds og harmonisk, jeg tror hendes liv var, som hun ville have det.
Noter
1 Kilde: Ukraine, Hviderusland og Moldova, side 4
2 Kilde: Hans G. Adén, Ukraine, side 10-11
3 Kilde: Jens Jørgen Nielsen, Vi er ikke russere, side 31
4 Kilde: Ruslands historie, bog 4, side 46
5 Kilde Hans G. Adén Ukraine, side 12-13
6 Kilde: Polske landarbejdere i Danmark og deres efterkommere, side 21
7 Kilde: Ukraine, Hviderusland og Moldova side 18-19
8 Kilde: Ruslands historie (4) side 47-48
9 Kilde: Polske landarbejdere i Danmark og deres efterkommere, side 21- 22
10 Kilde: Polske landarbejdere i Danmark side 1 - 2
11 Kilde: Polske landarbejdere i Danmark og deres efterkommere, side 25
12 Kilde: Polske landarbejdere i Danmark og deres efterkommere, side 28)
13 Kilde: Polske landarbejdere i Danmark side 2-5
14 Kilde: Polske landarbejdere i Danmark og deres efterkommere, side 28
15 Kilde: Polske landarbejdere i Danmark side 21
16 Kilde: Polske landarbejdere i Danmark og deres efterkommere, side 28
17 Kilde: Polske landarbejdere i Danmark side 5 - 6
18 Kilde: Polske landarbejdere i Danmark side 3
Litteraturliste
|
Kelvin Gosnell: |
Efter Sovjetunionen |
|
Hans G. Adén: |
Ukraine |
|
Jens Jørgen Nielsen: |
Vi er ikke russere, Sovjetfolkenes historie, |
|
Hans Bagger og |
Ruslands historie, bind 2: Reformer og revolution 1689-1917 |
|
Svend Aage Christensen, |
Ruslands Historie, bind 4: Imperiets sammenbrud 1982-1992 |
|
George Nellemann: |
Polske landarbejdere i Danmark og deres efterkommere |
|
George Nellemann: |
Polske landarbejdere i Danmark |